På bare to år har iværksætterne Nicklas Stokholm og Christian Ørum opbygget en millionforretning med ét klart formål: at gøre skoledagen lettere for børn og unge, der har svært ved at koncentrere sig i et støjfyldt klasseværelse.
De to unge stiftere står bag virksomheden Bubbles, som har udviklet et innovativt læringssystem, der gør det muligt for folkeskoleelever at lukke forstyrrende lyde ude og samtidig kommunikere direkte med deres underviser. Systemet består af et sæt lydtætte hovedtelefoner og er særligt målrettet børn og unge med diagnoser som ADHD, ADD og autisme.
I dag anvendes Bubbles i 17 danske kommuner, hvor systemet ifølge stifterne hjælper de elever, der normalt har svært ved at fastholde koncentrationen. Netop denne gruppe risikerer statistisk set i højere grad at forlade folkeskolen før tid eller med utilstrækkelige faglige resultater.
Idéen har ikke kun vakt interesse i skolerne. Den har også imponeret investorerne. I DR-programmet Løvens Hule sikrede 21-årige Nicklas Stokholm og 20-årige Christian Ørum sig en investering på 800.000 kroner.
– Vi står over for en kæmpe udfordring, fordi der er så mange børn og unge, som har det svært. Vi vil virkelig gerne hjælpe dem med at få det optimale ud af både undervisningen og det at være barn eller ung generelt, siger Nicklas Stokholm.