I er i den situation nu, at I kan sammensætte det team ud fra løverne her, som I har lyst til. Det er en ret vild situation, og vi har øget jeres værdiansættelse.
Sådan lød det fra gæsteløve Tommy Ahlers i torsdagens afsnit af Løvens Hule, da virksomheden Bubbles stod foran panelets seks investorer. Efter deres pitch og de efterfølgende bud endte de to stiftere i en sjælden position: Alle løverne ønskede at investere.
Det gav Nicklas Stokholm og Christian Ørum mulighed for selv at sammensætte deres investeringsteam – samtidig med at virksomhedens værdiansættelse steg fra tre til fire millioner kroner.
Bubbles er udviklet af de to unge iværksættere, som allerede i gymnasietiden besluttede sig for at skabe et produkt, der kunne gøre en reel forskel i den danske grundskole. Målet var klart: at hjælpe børn, som kæmper med koncentrationen i et klasselokale præget af støj og mange stimuli.